Hellig frygtløs fredag, spis. Blog. Løb. starter i dag. Jeg sidder ved skrivebordet på Country Inns & Suites i Sunnyvale og venter på resten af mine holdkammerater, guzzling vand samt blogging.
Flere måneder tilbage – når May May virkede som en virkelig lang tid væk – tager Marie fra Make såvel som at inviterede mig til at slutte sig til hende for et vanvittigt løbende stafet. Jeg sagde ”ja”, da jeg altid siger (Whitney siger altid ”nej”, hvis du undrede dig) såvel som min skøre, frygtløse søgen efter at komme i løbende form blev båret.
Men det er ikke kun kørslen. Det er aldrig bare kørslen.
Det er ligeledes at være væk fra min hendes husbond såvel som unge i en lang weekend, som inkluderer at have nerven til at anmode om, hvad jeg vil, uden anden grund, end jeg vil have det. [Side note: Det er en ting at skifte rundt om hans rutine til arbejde eller seriøse forfølgelser, men dette er ren rekreation, samlet skyldbombe!]
Det er ligeledes at have tarmen for at komme tilbage til at køre såvel som at tro, at det ikke kun er min pre-baby-krop, der muligvis gør denne type begivenhed.
Det er ligeledes at have den sociale frygtløshed at tilbringe weekenden med 13 andre skræmmende kvinder, jeg ikke kender.
Det er ligeledes at gøre tid til at gøre alt det løb såvel som tværtræning, når jeg hellere ville sove. At koordinere rutiner med min hendes husbond for at løbe med Sunny eller Olivia eller Amanda eller Whitney. Eller makul med Jillian. Eller jogget på stedet foran mit tv til Cougar Town såvel som Wii i form plus (som jeg elsker, BTW, da det siger, at jeg løber seks minutters miles, så jeg virkelig løber tolv minutters miles).
Men hvis det er så svært, hvorfor være frygtløs?
Nu hvor jeg har fået min klynke ud af vejen, vil jeg oplyse, at jeg vil gøre dette. Jeg vil bevise for mig selv, at jeg kan. Jeg vil give et godt eksempel til mine drenge. Jeg vil gøre min hendes husbond stolt. Jeg vil tilfredsstille disse nye kvinder.
Og jeg vil generelt sparke røv!
{Ønsker mig dog held, fordi jeg stadig er nervøs}